Vejret viste sig fra sin bedste side, da Trailman afviklede trailløb i Rude Skov.
Der var atter inviteret til trailløb af Trailman serien. Denne gang i Rude skov i den nordlige ende ved Birkerød. Godt 300 løbere var på plads kl 9.45, hvor solen brager ned på parkeringspladsen, der denne morgen udgør start og målområdet i denne Trailman sommerserie.
Med Hoka One One i målområdet
Pladsen er denne morgen dedikeret løbere, målportal og enkelte biler. Der er enkelte produktudstillere. Denne dag var blandt andet Hoka One One time to Fly – Mikio Karmann var på pladsen med seneste modeller fra Hoka. Et skomærke, som man ser hos flere og flere trailløbere – ikke mindst, når det er de længere ture.
Sitrende stemning
Stemningen er helt i top blandt både løbere og løbsarrangører. Løberne klargører og justerer de sidste ting – man hilser på hinanden. Vi er jo mange der mødes fra løb til løb. Altid med en beskeden kommentar om, at nu må vi lige se, hvordan det går, jeg har lidt trætte ben, så det skal være en stille dag på kontoret. En bemærkning der ofte fordufter det øjeblik at starten går. Så er der ingen stille dag på kontoret, det er muligt at benene er ømme og trætte, men så må det bare gøre lidt ondt – sjovt nok så forsvinder både træthed og smerte meget ofte, når kroppen bare er godt i gang. På den måde er løb bare evigt dejligt og givende – hvis man kunne få løb på recept, skulle vi give det til de syge 😊
Et par stemningsbilleder fra målområdet inden starten gik
Christian Madsen har gjort det før, og gør det igen – tilrettelægger en smuk, udfordrende og betagende tour
Christian Madsen fra Full Performance var arkitekten bag denne tour. Christian Madsen havde sammensat en både spændende, udfordrende og til tider teknisk rute, som skulle gennemløbes 1, 2 eller 3 gange.
Området er generøst med sine bakker, og det fik løberne at mærke. Det går op og det går ned, hvorefter vi gentager igen og igen….
Vi var hurtigt ude af opløbsstrækningen, og kort efter begynder de første stigninger, men det er jo for pokker det som gør trail så sjovt og det er det som har gjort, at Trailman gang efter gang kan melde udsolgt til sine løb. Og det forstås, at folk kommer igen.
Træstammer, kævler og grene – og se hvor du sætter fødderne
Dagens rute var ikke alene teknisk svær og udfordrende, den var i sagens natur også hård. Det er relativt nemt at løbe lige til grænsen, pulsen er meget hurtigt meget høj. Ikke alene er der bakker, der trækker pulsen op, men vi skal også lige over et par træstammer – ganske store endda. Stier dækket af grene, væltede træer og andet, der spolerer rytmen indgår naturligvis også. Hvert eneste skridt skal afstemmes, så du holder balancen, og du er klar til dit næste afsæt. Folk falder, men rejser sig op igen.
Opløb bliver afløst af nedløb – som kan være teknisk overordentligt svært
Den evige udfordring er også, at når en bakke er besteget, så skal man ofte ned igen. Helst vil du give den gas så du kompenserer for noget af den tid du har tabt på vej op, men hvor meget kan du slippe, hvor meget tør du, og hvad er det som venter en – hvad er det, som vi (endnu) ikke har set.
Du får lyst til at stoppe op og tage billeder hele tiden -men det har du ikke tid til 🙂
Hvis løberen har en smule overblik og overskud, så vil han opleve, at det er et usædvanligt smukt og varieret område, der bliver løbet i. Bakkerne er hårde når de skal bestiges, men udsigten fra den er betagende, og de mange skovsøer og enge der passerer kompenserer næsten for rutens hårdhed – man kan helt glemme, at man er træt. Indtil man møder den næste bakke.
Christian Madsen fra Trailman og Full Performance havde gjort et eminent stykke arbejde omkring sammensætning af denne rute. En rundstrækning som var både krævende, udfordrende men også meget smuk.
Efter en sådan formiddag glæder jeg mig bare over, hvor dejligt det er at løbe, og det kan gentages igen og igen – man kan altid løbe alene, men det er sjovere at løbe sammen med andre.
og flere billeder fra en “smuk dag på kontoret”